Hvordan beskytter du dig selv? 

Hvilken rolle spiller du i familien og på arbejdspladsen? Er du offer, krænker eller redder? Lige som i et skuespil påtager vi os alle en rolle i forskellige sammenhænge, typisk for at nedtone det, som vi virkelig føler og oplever. Det kan eksempelvis være stress, uro, angst, tristhed eller sågar depression. Det rollespil har Stephen B. Karpmann kaldt Dramatrekanten. Her i Danmark kaldes modellen populært for Offer-Krænker-Redder-Trekanten. Rollerne som offer, krænker og redder er forbundet i en triangel, der i sin indviklede dynamik er afhængige af hinanden. Afhængigheden viser sig som et indbyrdes samspil, der ofte på et ubevidst plan handler om manipulation, kontroltemaer og magtforhold. 

Rent symbolsk er rollen som offer identisk med det afhængige barn, der søger en person til at redde sig. Afmagt er den fremtrædende oplevelse, og den kan elimineres ved at bebrejde og gøre andre ansvarlige for deres konflikter, ulykker og sorg. Offeret har en grundlæggende følelse af at være udnyttet og misforstået. De har en tilbøjelighed til at bekræfte andre i deres udsagn, da det at sige ”nej” bliver for svært. Den såkaldte krænker er mere højrøstet og kan symboliseres af den anklagende faderrolle, der søger at dominere med overmagt. Metoderne er bebrejdelser, belæring, straf, kontrol, angreb og hævn. Krænkeren anerkender ikke sine egne svagheder, og et ”nej” fra andre personer bliver ikke accepteret. Krænkerens største frygt er magtesløshed. Rollen som redder kan symbolsk identificeres med den omsorgsfulde mor. En omsorg der kun ydes til gengæld for en modydelse, nemlig anerkendelse. Almagt er i fokus. Redderen tager ansvar for både sin partners og sine børns velbefindende, hvilket betyder, at redderen søger at løse andres konflikter, uden en accept heraf. Uden accept bliver der også talt og tænkt for andre, ligesom udførelsen af fælles projekter klares egenhændigt. Egne behov og ønsker udtrykkes kun sjældent. I stedet tilpasser redderen sig partnerens behov, eventuelt mod sin vilje, og håber på anerkendelse heraf. 

Mange mennesker genkender et af de tre rollers mønstre i samværet med familie eller kolleger. Mere eller mindre ubevidst kan rollen dog ændre sig i takt med dramaets udfoldelse. I min psykoterapeutiske praksis hører jeg ofte om offer-krænker-redder-rollerne, og jeg vil eksemplificere med en opdigtet familie på tre. Her identificerer moderen sig oftest med redderen, faderen med krænkeren og barnet med offeret. 

Rollen som redder: Selv med en ugeplan, der involverer alle familiens medlemmer, påtager moderen sig alle de huslige gøremål for at få en følelse af selvværd. Manden har fokus på at gøre karriere på sin arbejdsplads og kommer ofte sent hjem. For at skåne ham mest muligt, forsøger hun at tilpasse sig hans ønsker og behov. Men da han er en ”mand af få ord”, er hun ofte i tvivl om, hvad han egentlig ønsker. Det stresser hende. Gennem årene har han fået et stigende forbrug af rødvin, og hun sørger for at have fyldt vinreolen op hver dag. For at mindske mandens stress- niveau takker hun ofte nej til arrangementer med den del af hendes venner og familie, som hun antager, irriterer ham. 

I de senere år oplever hun, at datteren stiller større krav til hende. Datteren anklager hende for ikke at være nærværende. Hun har svært ved at rumme datterens bebrejdelser og trækker sig i relationen. Hun føler sig ofte meget presset og ikke mindst overset for alt det, hun gør for sin familie. I stedet for den anerkendelse, hun så desperat higer efter, bliver hun anklaget for at købe det forkerte vin, lave kedelig mad, se for tyk ud i tøjet, ikke at være til stede, opdrage datteren forkert samt mange andre ting. 

I den situation mærker hun pludselig alle de følelser, der hører offerrollen til. Nemlig en oplevelse af at blive misbrugt og misforstået i sin iver efter at tilfredsstille og give omsorg. En opmærksomhed på at hun forlader sine egne behov til fordel for familiens. I den forbindelse undrer hun sig over deres manglende anerkendelse af hende, når hun nu har gjort så meget for dem. I den håbløse situation af afmagt gøres manden og datteren ansvarlig for hendes sorg og ulykke – netop for at finde en redder. På et tidspunkt vil frustration og vrede over afhængigheden af andre bryde ud, og hun vil skifte til rollen som krænker. I den vil hun bebrejde manden, at han er skyld i hendes ulykke. Det kan gøres på en enten højrøstet, aggressiv måde eller på en mere stiltiende, passiv aggressiv måde. Modargumenter vil hun ikke acceptere, da hun alene har ret. Hun kan true med at forlade manden eller hævne sig ved at nægte ham sex. Både trusler og hævn er hun i sin gode ret til at udøve. Den dårlige samvittighed sniger sig nu ind, og hun forsøger at råde bod sin krænkende adfærd ved atter at iklæde sig redderrollen

Rollen som krænker: Faderen mener, at han er patriark, hvorfor det overordnet er ham, der skal have kontrol med og styr på familien. Simpelthen fordi han er bedst til det. Han er glad for sit job, hvor han hurtigt fik sin første lederstilling. Han kan ofte føle sig uretfærdigt behandlet af sine kolleger, og det afhjælper han ved at give dem ”svar på tiltale”. Ofte kan det blive personligt for ham, og på den måde indgyder han frygt. Det styrker hans magtposition. De fleste dage i ugen tager han sent hjem, hvor husholdningen styres af konen, men hun er ikke specielt god til det. Selv 

om han forklarer hende, hvilken mad der falder i hans smag, hvilket tøj han ynder at se på hende, og hvilken rødvin han foretrækker. Men hun hører ikke efter, og så kan han finde på at ”tænde af”. Datteren synes heller ikke at forstå hans forklaringer om, hvordan hun skal opføre sig. Men alle hans anstrengelser er nyttesløse, og han føler sig forurettet. Derfor beskylder han ofte højtråbende både sin kone og datter for de værste ting. 

I sin afmagt opdager han pludselig, at konen græder og værger for sig, mens datteren verbalt angriber ham. I det øjeblik forstår han, at han er gået for vidt og påtager sig nu rollen som redder

Han undgår datteren og lægger armen om sin kone. ”Hvad skal vi gøre?”, hvisker hun. ”Vi tager alle sammen en tur til Paris”, svarer han optimistisk. I stedet for at få anerkendelse for sin fantastiske idé, anklager konen ham nu for at være egoistisk og selvoptaget. Han forstå ingenting. Han forsøgte jo bare at gøre hende glad. I mangel på anerkendelse af hans idé skifter hans rolle igen, nu til offeret. Her oplever han at blive misforstået i sin gode hensigt, og magter ikke at komme med yderligere argumenter. Opgivelsen får ham til at trække sig. Han falder sammen i sofaen og har desperat brug for omsorg, men formår ikke at udtrykke det. I et splitsekund skifter alle roller igen, og hans kone sætter sig hen i sofaen for at opmuntre ham. 

Rollen som offer: I familien har datteren aldrig følt sig hverken set, hørt eller forstået for den, hun er. Det har medført følelser af forladthed og ensomhed. Det gør hende ofte afmægtig og trist til mode. Med tiden har hun erfaret, at det giver hende en form for opmærksomhed, hvis hun taler højt om sine lidelser. Specielt over for sin mor gør hun det på en bebrejdende og selvmedlidende måde. Det får moderen til at fokusere på hendes behov, men ofte kender hun ikke selv sine behov. Moderen forærer hende derfor slik og små gaver, så hun kan blive glad igen. Faderen forstår ikke, at datteren har brug for omsorg, når hun bebrejder ham sin elendighed. I de situationer oplever hun, at han taler nedsættende til hende med sine anklager om hendes svaghed. Moderen forsøger ofte at nedtrappe deres konflikter. Ofte med det resultat, at datteren føler sig forfordelt, idet moderen tager faderens parti. Eksempelvis undskylder hun datterens udtalelser overfor faderen ved at bortforklare og negligere hendes påstande. 

I det drama føler hun sig krænket og udnyttet. Her forvandles hun selv til krænkeren, og kritiserer hidsigt forældrene for ikke at forstå noget og være ligeglade med hende. Under de vrede udbrud ser moderen pludselig sorgfuld ud, mens faderen forsøger at lave sjov med situationen. At moderen er ked af det gør, at datteren igen skifter rolle, denne gang til redderen. Hun ønsker jo ikke at gøre sin mor fortræd. Derfor forsøger hun at trøste moderen, men med det resultat, at mor anklager hende for at lave scener og splid i familien. Faderen trækker sig. Ved de beskyldninger oplever hun at blive misforstået og føler sig afmægtig. Igen lander hun i offerrollen

Udtræden af Dramatrekanten: Genkender du din egen rolle inden for Dramatrekanten? Kort fortalt handler dramaet overordnet om overskridelse af grænser. Ikke kun overskridelse af andres grænser ved at misbruge, forsømme, såre og krænke, men i lige så høj grad om at overskride sine egne grænser ved netop at misbruge, forsømme, såre og krænke sig selv. At have opmærksomhed 

herpå er nu det første skridt til at forlade Dramatrekanten. Kun ved at træde helt ud af dramatrekanten kan du undgå konstant at lade dig påvirke af de forskellige roller i dramaet – og være dig selv. 

Lone Holm Feddersen Cand.mag., Psykoterapeut MPF www.naturensveje.dk