Shamanisme

Shamanisme er menneskets tidligste vej til at søge kontakt med Universet. Shamanisme er ikke et trossystem, men derimod en vej til at opnå den universelle kontakt. Hvad skal kontakten så anvendes til? Over alt på Jorden har antropologer fundet tegn på shamanistisk praksis, som kan dateres tilbage til den ældre stenalder. Ethvert stammefolk eller samfund havde deres egen shaman, der anvendte kontakten til at hjælpe samfundet eller det enkelte menneske heri. Det kunne være hjælp til den fælles gode høst eller jagt, men også en hjælp til menneskelige lidelser både fysisk og psykisk. Formålet er det samme, men vejen dertil kunne være forskellig fra det ene område og tradition til det andet. Shamanisme er altså en hel familie af traditioner fra hele verden, der på forskellig vis søger at hjælpe mennesker.
Begrebet shaman stammer fra evinki-folket i Sibirien og betyder ”den, som ved”. Den tradition, jeg anvender, er netop den urgamle sibiriske tradition.

Shamanistisk rådgivning

Psykoterapi og psykologisk rådgivning kan løse rigtig mange psykiske problemstillinger. Dog oplever jeg, at selv om problemerne typisk bliver gradvist bedre, så er der tilfælde, hvor eksempelvis angst, uro, tomhed og depressionslignende tilstande ikke går helt væk. I de tilfælde kan en shamanistisk rådgivning være en løsning.
Ved at foretage en såkaldt shamanistisk trommerejse, kan jeg hjælpe dig med at løse en aktuel udfordring eller et større problem i livet. Under en sådan rejse kan følgende shamanistiske teknikker blive inddraget:

    • Finde og integrere kraftdyr
    • Sjælehentning, når en sjæledel forsvinder ved traumatiske begivenheder
    • Fjernelse af uhensigtsmæssige bånd til andre personer
    • Døden i f.t. forskellige problemstillinger
    • Genvinde kraft og energi
    • Fjernelse af tunge energier til fordel for lyset og kærligheden
    • Shamanistisk healing

En shamanistisk rådgivning vil typisk foregå sådan, at vi indleder med en samtale, hvor vi sammen finder problemstillingerne. Herefter vil jeg alene eller sammen med dig foretage en shamanistisk trommerejse. Trommerejsen vil jeg beskrive og fortolke for dig ved en ny samtale, ligesom du også får udleveret rejsen på skrift.